INGRID EN DRONNING VÆRDIG

Mads døde i 1986 hvorefter Ingrid overtog jobbet som strandfoged som 59 årig. Hun fik naturligvis hjælp af sine børn og senere barnebarn samt sin svigersøn, når der kom strandingsgods ind på stranden. Der kunne i ”gamle dage” være op til flere tons tømmer, der fyldte alt udendørs areal, også naboernes arealer. I dag er der ingen synlig strandingsgods omkring Strandfogedgården.

Ingrid havde gemt en del gamle dagbøger som Mads og hans far Niels havde udarbejdet gennem årene. De var blevet forevist den lokale politimester efter daværende forskrifter. Rapporterne var alle blevet godkendt. Der var bl.a. en dagbog fra 1901 der beviste hvor sirligt og nøjagtigt den skulle føres :

Den 2. December 1901 kl 1000 sydvest vind flov kuling (aftagende), let sø.

Gårdens karl deltog i bjærgning af tømmer fra  stranden. Det blev samlet ind og transporteret op til Strandfogedgården på  hestevogn. (der var derfor at strandlenene var små og overskuelige). Senere blev der anvendt traktor og fladvogn til transporten af strandingsgods.

Når strandfogeden og hans medhjælpere færdedes på stranden skulle de være genkendelige, så derfor var de udstyret med kasket og armbind

Som tidligere nævnt var Mads og hans far også redningsmænd, så det indebar at de også måtte tage sig af ”strandvaskere”. Efter krigen skete det ret ofte at de måtte tage en strandvasker med hjem på gården, hvorefter politiet blev kontaktet og der blev afholdt ligsyn over den afdøde, som derefter blev afhentet og begravet.

Op gennem 50’erne var der mange strandinger langs den jyske vestkyst, tyskerne sparede ikke på miner, fordi de var nervøse for allieret angreb fra vest. Minerne rev sig løs og drev rundt på må og få og eksploderede når et skib påsejlede. Det indebar at mange søfolk kom i nød, så når de blev reddet tog strandfogeden/redningsmanden dem med hjem hvor de fik tørt tøj på kroppen, mad og  en varm seng – altså kærlig pleje af Niels og hans familie.

Ingrid viste os en messing varmedunk med stang til glødende trækul, som hun havde modtaget fra taknemmelige søfolk, for redningen og senere den gode pleje. Den var som alt andet i hjemmet, velpudset og velplejet.

På vores spørgsmål om der gennem tiden var bjærget noget specielt gods, fortalte Ingrid at der ikke var strandet ædelt vin og spiritus eller værdifuldt gods i hendes og Mads` tid. Hun havde hørt det var sket flere steder langs vestkysten. Der havde, ligesom andre steder, drevet farligt sprængstof og granater ind i årene efter krigen. Der er sandsynligt stadig noget af det stads under sandet.

For år tilbage var der drevet en pram ind på stranden, den var tom. Ingrid og hendes datter Hanne fik den slæbt op til strandingsgården, fandt ejeren af den, hvorefter den blev afhentet, men først efter der var betalt bjærgningsløn til mor og datter.

På næsten samme tid måtte Ingrid og hendes søster, på søsterens fødselsdag i december, drage ned på stranden, for at bjærge en ladning tømmer. Det skulle læsses og køres op på lagerpladsen ved strandfogedgården.

I dag i Ingrids 90 år er hun stadig ”going strong” men hun kan ikke klare jobbet alene. Hun får hjælp af familien, så det bliver spændende om 4. Og 5. Generation overtager jobbet som strandfoged efter Ingrid. Det er ikke sikkert for Ingrids barnebarn havde sagt til hende at de ikke vil have alt det tømmer liggende hjemme i deres have, men så længe Ingrid bor på strandfogedgården kan det ligge der.

Et stort til lykke med de 90 år, vi er mange der gerne vil beholde dig som den ældste kollega i mange år endnu.