ALGER & BLOMSTER
Alger
Alger har ikke rødder og kan derfor ikke holde sig fast på blød og løs bund. I stedet har de gribearme, som fæstner sig til klipper, sten og skaller. Derfor findes de store havalger også kun på steder hvor der findes en bund af denne type.
Der findes dog på lavt vand, langs beskyttede kyster, en gruppe blomsterplanter, der har rødder. Disse blomsterplanter kaldes for ålegræs, og er med deres store bevoksninger et perfekt område for en lang række af havets dyr. Der findes flere ålegræs arter, som alle tilhører slægten Zostera.
Almindelig ålegræs forekommer langs den jyske vestkyst, men er i Danmark især udbredt ved beskyttede kyster i de indre farvande. Til gengæld har smalbladet ålegræs eller smalbladet bændeltang sin danske hovedudbredelse i Vadehavet.
Vi mennesker har i tidens løb skabt en lang række kunstige levesteder for algerne som f.eks. havneområder, moler, høfder og vrag på havbunden. Derfor kan man også på moler og høfder langs den jyske vestkyst se en voksemåde og en zonering af alger der svarer til den man ser langs Nordsøens naturlige klippekyster. På disse typer af klippekyster kan man defineret to linjer, der angiver radikale ændringer i livsbetingelserne for planter og dyr.
Den øverste af disse linjer kaldes højvandslinjen eller lituslinjen. Den markerer grænsen mellem landjorden og havet, og sættes der hvor tidevandet og bølgerne ikke længere når op. På steder med sort strandvortelav eller mange rurer er lituslinjen meget let at se. Linjen sættes nemlig der, hvor sort strandvortelav ikke længere kan vokse nedad, og rur ikke længere kan overleve opad. Lituslinjen kaldes derfor også mauralinjen eller balanlinjen efter strandvortelavens videnskabelige artsnavn maura og rurens videnskabelige slægtsnavn Balanus.
Den nederste af linjerne kaldes lavvandslinjen. Den sættes der, hvor havets planter og dyr altid bliver dækket af vand.
Mikroalger
Mikroalgerne i planteplanktonet er ikke de eneste planler i havet. På havbunden i kystnære områder vokser der også makroalger som f.eks. tang. Langs den jyske vestkyst, og hovedsageligt i Skagerrak, vokser der tangskove. På samme måde som planktonalgerne og landjordens grønne planter benytter makroalgerne fotosyntese, og er derfor afhængige af lys for at eksistere.
Da lys absorberes af både vand, og de partikler der er i vandet, betyder det, at jo dybere man kommer ned i vandet jo mindre lys vil der være. Dette kaldes også den fotiske zone.
I tropiske farvande er den fotiske zone for eksempel visse steder op til 100 m dyb, men i danske farvande udgør den kun de øverste 20-25 m. Dog er det enkelte steder op til 35 m. Under den fotiske zone er der så lidt lys, at planter med fotosyntese ikke kan leve.
Samtidig vil visse dele af lyset filtreres hurtigere fra end andre dele af lyset. Lys med lange bølgelængder, f.eks. varme farver som rødt, orange og gult, vil blive absorberet først og trænger derfor ikke så langt ned i vandet, mens lys med korte bølgelængder, f.eks. kolde farver som blåt, grønt og violet, trænger længere ned. Denne filtrering er dermed med til, at algerne fordeler sig på havbunden i et bestemt mønster. Grønalgerne har f.eks. brug for stråler fra hele lysspekteret. Så de vokser derfor på lavt vand. Rødalgerne har kun behov for lys med korte bølgelængder og vokser derfor ofte på bunden af havet. Brunalgerne befinder sig som regel i midten, og dominerer ofte på vanddybder mellem grønalgerne og rødalgerne.
Masseforekomst af mikroalger, også kaldet algeopblomstringer er typisk et fænomen der opstår ved stillestående vand, stort næringstilgang for plankton og varmt vejr.
Nogle af disse algearter der indgår i algeopblomstringer kan være giftige og sygdomsfremkaldende. Men da Nordsøen og Skagerrak har stærke strømninger er disse farvande ikke så udsat som de indre danske farvande, og vesterhavsbadegæster oplever derfor sjældent algeopblomstringer.
Salt-, sprøjte- og bølgezonerne
Over højvandslinjen er der tre zoner. hvor landjorden er påvirket af havet i form af saltstøv i luften, bølgesprøjt fra bølger der brydes, og bølgeslag der rammer sten, klipper og stranden. Den øverste zone kaldes saltstøvzonen. den mellemste sprøjtezonen og den nederste bølgeslags zonen.
I saltstøvzonen finder man bl.a. de to små grønalgeslægter Rosenvingiella og Prasiola, og i sprøjtezonen trives bl.a. Calotbrix-blågrønalger. Blågrønalger forekommer mange steder i og langs havet. De kaldes også cyano bakterier fordi de ligesom bakterier mangler cellekerne. På trods af det indeholder de fortsat klorofyl, og udnytter fotosyntese ligesom grønne hav- og landplanter.
Blågrønalger er enten encellede eller danner små cellekolonier eller tynde tråde. Dette kan bl.a. gøre, at moler og høfder kan være totalt dækket af et slimet og meget glat lag af blågrønalger. Men også i bølgeslagszonen danner trådede småalger glatte og slimede lag som f.eks. grøn frynsealge og rødalgen purpurtråd.
Lidt længere nede kommer rødalgen purpurhinde. Rødalgens thallus er op til 15 cm i diameter, men kun et eneste cellelag tykt Den danske purpurhinde er i slægt med de purpur hindearter der i Japan benyttes til fremstilling af den traditionelle japanske ret Sushi-Nori der er tørrede og hakkede purpurhindeblade. der laves til ark af algemasse, og som efterfølgende rulles om ris, grøntsager og fisk.
Mellem højvandslinjen og lavvandslinjen er der to zoner, som henholdsvis er over og under vand afhængig af tidevandet og vindstyrken. Disse zoner kaldes fjæren eller tidevandszonen, og det er her de lidt større havalger dukke op.
Der kan bl.a. findes grønalger af krusrørhinde- og rørhindeslægten, og man finder brunalger som lav klørtang, blæretang. ormetang og buletang.
Under lavvandslinjen er planter og dyr altid dækket af vand. Derfor kaldes denne zone den altid vanddækkede zone. Her finder man bl.a. grønalgen søsalat.
Foruden flere af brunalgerne fra fjæren kan der også findes savtang, skulpetang, ledtang og gaffeltang, fingertang, palmetang og sukkertang. Samt i den dybeste del af zonen ses rødalger som blodrod ribbeblad, bugtet ribbeblad, sol og koralalge sig.
Annonce
