ØKOSYSTEMET
Jordens mest produktive havområder
Nordsøen er et af jordens mest produktive havområder med en enorm produktion af planteplankton. Planteplankton består af encellede alger der bevæger sig rundt i de frie vandmasser. Planktonalgerne indeholder klorofyl på samme måde som ganske almindelige, grønne landplanter, og benytter sig derfor også af fotosyntese. Det vil sige, at de ved hjælp af solenergi, vand, kuldioxid og næringsstoffer kan producere nyt plantevæv.
Dette kaldes også for den primærproduktion fordi det er den grundlæggende produktion i en fødekæde. Den store primærproduktion i Nordsøen giver grundlag for en stor produktion af planktondyr, der lever af planteplanktonet. Det giver for sin part grundlag for en stor produktion af mindre fisk der igen er føde for større fisk. Den store primærproduktion er dermed årsag til, at Nordsøen er et af klodens mest fiskerige havområder.
Undersøgelser har dokumenteret, at der forekommer 300 x 1012 encellede planktonalger pr. hektar i Nordsøen. Omregnet giver det 300.000 milliarder mikroalger for hver 100 x 100 m af Nordsøen (Kilde: Kristoffersen 1987)
Videnskabeligt siges det, at for hvert led i en fødekæde, reduceres antallet af individer, som kan leve af de individer, der lå i det foregående led. Det betyder, at de mange planktonalger i Nordsøen kan holde liv i et kolossalt stort antal planktondyr, nemlig 13 x 109 eller 13 milliarder planktondyr pr. hektar.
Dyreplankton, også kaldet zooplankton, består af bittesmå dyr, der bevæger sig rundt i de frie vandmasser sammen med planteplanktonet. Dyrene i zooplanktonet har mulighed for selv at bevæge sig, men da planktondyrene er så små og svage bliver de på samme måde som planteplanktonet ført af havstrømmene.
Dyrene i zooplanktonet lever enten hele livet eller blot en del af det som planktondyr. Vandlopper er f.eks. et planktondyr hele livet, mens larvestadier af f.eks. fisk, krabber, snegle og muslinger er eksempel på de gennemgår en radikal udvikling fra planktontilværelsen til de efterfølgende lever som fuldt udviklede voksne dyr.
Springlaget
I de lavvandede områder langs den jyske vestkyst er der aldrig ro på havbunden. Dette skyldes, at bølger og strømme til stadighed hvirvler vandet rundt, og giver dermed en konstant blanding af vandmasserne, og en konstant tilførsel af både frisk og iltrig vand til havbunden. På større dybder har bølger og strømme ikke den samme indflydelse på havbunden, og vandsøjlen i de frie vandmasser får om sommeren en karakteristisk lagdeling.
Øverst ligger et frisk 16-18 grader lunt overfladelag, der er ca. 15-20 m tykt. Langs bunden er der en relativt konstant temperatur på ca. seks grader, og mellem det lune overfladelag og det kolde bundvand ligger der et ganske tyndt vandlag, også kaldet springlaget, hvor temperaturen meget hurtigt falder fra overfladetemperaturen til bundtemperaturen.
Springlaget virker om sommeren som et låg der holder bundvandet adskilt fra overfladevandet.
Dermed afskære Springlaget havbunden fra at få tilført ilt fra overfladen, og fordi det kræver ilt at nedbryde døde planter og dyr der bundfældes på havbunden aftager iltmængden i vandet ved havbunden i løbet af sommerhalvåret.
Under efterår- og vinterstormene skabes der igen forøget strømme i Nordsøen og dermed opløses Springlaget hvorved der på ny opstår en opblanding af bundvand og overfladevand. Disse strømninger har to meget vigtige funktioner:
1. Havbunden får tilført ny ilt fra overfladen hvorefter nedbrydningen af døde planter og dyr kan fortsætte.
2. Overfladevandet får tilført næringsstoffer fra de døde planter og dyr der nedbryderne på havbunden i sommerens løb.
Dermed bliver overfladevandet klar til at skabe et nyt miljø for planteplanktonet.
Annonce
