STRANDFOGEDEN

Nedenstående artiklen indgår i Egnssamlingen 2017, der kan købes ved Egnssamlingen.
Egnssamlingen 2017 er udgivet af Støtteforeningen for Egnssamlingen
et Lokalhistorisk Arkiv og Museum ved Jammerbugten.

Keld K. Sørensen

Strandfoged, Blokhus

En idealist

 

Strandfogeden er en offentlig person, der varetager opsyn, indberetter om strandinger og bjærgninger. De primære opgaver er tilsyn med stranden og at opsamle tømmer, bøjer surfbrædder og evt. en ”strandvasker” (det er heldigvis ikke sket i min tid) i det strandlen (strandareal) der er overdraget strandfogeden ved ansættelsen. De sekundære opgaver er rapportering af hærværk på skilte og anmelde usædvanlige hændelser som f.eks. olieforurening af stranden, fugle og sæler, samt opmåling af sæler. Strandfogeden er ansat af politiet med accept fra kommunen.

Strandfogeden forpligter sig til at afholde forstrands auktion, når der er behov for det, det vil sige når der er inddrevet et stort antal vraggods eller skibslast. Mit strandlen er på ca. 11 kilometer og dækker fire tidligere strandlen, Pirup, Blokhus, Hunetorp og Rødhus. Man skal være lidt af en idealist for at være strandfoged. Det er helt klart fordi man elsker havet og stranden og den friske luft. Det er et meget lille vederlag, som dårligt dækker brændstof til bil / traktor og samtidig er der langt mellem værdifuldt strandingsgods.

I 1800 tallet, hvor strandfogeden startede sit virke, var der anderledes mængder af strandingsgods. Det skete flere gange, at de fattige klitbønder ligefrem ”stjal” godset fra et skibsforlis på stranden, inden strandfogeden kunne nå at bjærge godset. Dengang foregik bjærgningen med hestevogn, så der var rig mulighed for at fjerne gods i nattens mørke, inden strandfogeden havde gået hele sit strandlen igennem. Man kaldte det at malke den blå ko.

Der er mange myter om strandinger, bl.a. den mest velkendte om at tænde et antal bål på klittoppen så skibene troede at der var andre skibe under vejs. De sejlede så efter lyset og endte på en af revlerne med forlis til følge. Der må være noget om snakken, for ser man på et kort over Jammerbugten er der et utal af prikker der indikerer et forlis. Navnet Jammerbugt er netop opstået på grund af de mange forlis. – Det var ren selvtægt, og der rådede ingen regler om behandling af vraggods.

Strandfogeden havde først og fremmest pligt til at redde mandskabet på skibet, derefter kom opsamling af værdigenstande. Det vil sige alle der færdes på stranden, mente at godset var alle mands eje. Det er klart at de meget fattige klitbønder blev fristet til at fjerne alt det gods, tømmer, tøj fragtgods m.v. de kunne. Tømmeret blev bl.a. brugt til at reparere deres hus. Der herskede næsten Wild West stemning dengang.

Strandlovene

I 1895 blev den første strandingslov indført. Den omhandlede bl.a. strandfogedens virke og regler for behandling af strandinger og bjærgninger. Loven foreskrev også, at strandfogeden skulle inspicere stranden tre gange daglig, men det er for længst ændret. I dag inspiceres stranden 4-5 gange ugentlig. Der blev ligeledes indført regel om indberetning til politimyndigheden.

I starten skulle der indberettes hver gang der var et forlis eller der var drevet værdigenstande ind. Senere i 1900-tallet skulle der indberettes fast hver måned, medmindre der var en særlig anledning. Senere igen hver 3. måned, så hver halve år, i dag er det en gang om året.

Strandingsloven nr. 103 af 10.april 1895 er revideret et utal af gange, senest i 2009. Siden har det været på tale om at ophæve strandingsloven og erstatte den med hittegodsloven, men det er endnu ikke sket. Der har også været talt om at nedlægge erhvervet helt og overdrage tilsynet med stranden til kommunerne.

Gamle dage ved stranden

Her på vores egn har der været mange både kendte og ukendte strandfogeder gennem årene. Tilbage til 1818 var der en skudehandler Mogens Brix, der boede på Søndre gård i Blokhus. Brix blev udnævnt til Strandingskommisionær, som var titlen dengang. Han var ret velhavende, men mistede størstedelen af sin skudehandel med Norge og måtte sælge sin gård ”Klitgården”. Som det der i dag hedder strandfoged, arrangerede han en forstrandsauktion over jern fra et strandet skib ved Rødhus, men på grund af snestorm kom der ingen købere til auktionen, så han måtte selv købe jernet. (Brix er omtalt i bogen; Blokhus gennem 400 år).

Efter Mogens Brix død i 1831 overtager hans svigersøn J.C.B. Klitgaard strandfogedtitlen. Det er ham vi i dag kan takke for, at ”Blokhuskanonen” er bevaret. Han købte kanonen af to fiskere, der havde bjærget tre kanoner fra The Crescents forlis ved Mårup kirke i 1837, i stedet for de skulle sælges som skrot. Under begge verdenskrige gemte strandfogeden kanonen for tyskerne.

Cybrianus

Senere blev hans søn, hotelejer og skudehandler Niels Klitgaard strandfoged på grund af faderens sygdom, – faderen døde i 1877. Niels Klitgaard oplevede ofte, at der forsvandt gods på stranden, der var drevet i land. Når det skete, meddelte han det i skudehandelens købmandsbutik, hvor alle kom, at der f.eks. var stjålet en tønde på sydstranden ,og at hvis den ikke var lagt tilbage inden tre dage, ville han bruge sin ”Cybrianus”. Det var en gammel håndskrevet bog, som var en troldomsbog, som alle havde respekt for.

Overtroen var så stor i slutningen af 1800 tallet, at tønden blev lagt tilbage uanset om den var intakt eller itu. Denne ”Cybrianus” er omhyggeligt beskrevet i Egnssamlingens årbog 2015.

Besættelsestiden 1940 – 1945

J.C.B. Klitgaard dør i 1922 og den legendariske hotelejer, redningsmand, sognerådsmedlem Severin Svenningsen overtager strandfogedtitlen. Han oplevede hele besættelsen i 40’erne med deraf følge strabadser med spanske ryttere og pigtråd på stranden samt vagt og spærringer ved nedkørslen til stranden. Han blev bedt om at meddele ejere af sommerhuse, at husene skulle rives ned, fordi de lå i vejen for skudretningen.

Før besættelsen skulle der opføres en redningsstation, den skulle ligge på stranden så det var nemt at trække redningsbåden ud, når alarmen om skibbrud lød. Det mente Severinsen ikke var hensigtsmæssigt. Han mente at den skulle ligge tæt ved hans virksomhed ”Strandingskroen.” Og så skulle der graves en vej ned gennem klitterne, så hestene kunne trække redningsbåden ned på stranden og hen til forliset. Sådan blev det!! Tyskerne nedrev senere redningsstationen og sømærket, sammen med den gamle strandingskro på grund af at de havde brug for en skudlinje.

Tyskerne var konstant på vagt, fordi de frygtede de allierede skulle landsætte styrker på kysten. Derfor blev der også lagt en stor mængde miner (ca 11.000) på stranden sammen med pigtråd og spanske ryttere.

I klitterne blev der opført ca 28 bunkersanlæg. Jeg husker, der var forbud mod at færdes på stranden det følgende år efter krigen, indtil man var sikker på den var farefri. 45 tyske minører havde ansvaret for at stranden blev renset. Dette store oprydningsarbejde på den jyske vestkyst er blevet gengivet i filmen ”Under sandet” fra 2015.

Der blev også trykt plakater efter krigen, der viser forskellige granattyper. Finder man sådan en skulle man straks kontakte politi eller strandfogeden. Miner af forskellig art drev ofte i land og blev destrueret af et minørhold overværet af strandfogeden.

Frem til i dag

I 1958 dør Severin Svenningsen. Han afløses af Rudolf Nielsen samme år. Senere overtager Rudolf Nielsen Rødhus len. I 1992 overtager Kaj Holm Nielsen, Hune, jobbet som strandfoged. Han afløses af Christian Hvarregård i 1996. Efter hans alt for tidlig død bliver jeg ansat den 1. april 1997.

Strandfogederne er organiseret i Strandfogedforeningen langs den jyske vestkyst. Vi er 102 strandfogeder og syv æresmedlemmer (40 års jubilæum) og rækker ca. 350 km kyststrækning fra grænsen i syd til nord for Frederikshavn, fordelt på tre politiregioner. Tidligere var det syv politikredse, der dækkede strækningen, men efter politireformen blev mange politikredse sammenlagt.

I dag er en strandfoged ikke automatisk nedarvet fra far til søn/datter. Strandfogederne i dag kommer fra alle samfundslag, dyrlæge, IT ekspert, arkitekt, guldsmed, gårdejer, klit og skovfogeder, campingplads-ejere osv. Når et strandlen bliver ledig skal stillingen opslås i avisen. Ansøger til stillingen skal have ren straffeattest og skal godkendes af den pågældende kommune. Det er til gengæld en livstidsstilling der først slutter når man selv vil stoppe.

Strandingsgods

Af kuriøse fund gennem tiden kan nævnes en tønde vin mrk. Sandemann, en balle gummi på 105 kg., 166 kasser smør fra New Zealand, en tønde fjedre og to baller hø, en balle kakaosmør, en kasse med 200 stk. sylteglas, 110 kg rågummi. For år tilbage drev der to tønder sherry med hver 400 liter ind på forstranden i Blokhus. Strandfogeden skulle selvfølgelig smage på varen for at være sikker på den var OK, inden det skulle sælges. På grund af velvilje og stor omsorg for byens beboere blev ”prøvesmagningen” af et så stort omfang, at der kun blev én tønde sherry til salg – ejeren af sherryen blev aldrig fundet!

En anden lignende stranding for mange, mange år siden omhandlede ”Masser af spiritus:” Den 17 November opskyllede der et stort antal foustager med rød- og hvidvin, fransk brændevin, vineddike, genever og dansk korn-brændevin + akvavit. Man frygtede naturligvis at et eller flere skibe var forlist. Denne frygt satte præg på fundet hos de små fiskersamfund i Blokhus og op langs kysten, fordi man hverken havde set eller hørt om skibskatastrofer i den seneste tid.

I de følgende dage blev stranden fra Rødhus til Rubjerg inspiceret op til flere gange om dagen, for eventuelt overlevende eller strandvaskere, men intet blev fundet. Det gav så anledning til at hele fiskersamfundet i de områder strandfogederne havde bjærget foustager fik en god og særdeles fugtig jul og nytår, efter at en stor del af godset var solgt til forskellige skude handlere.

I nyere tid, nærmere betegnet den 23. februar 2016 kl. 11:15 blev det største fund observeret og bjærget.

Jeg var til møde i egnssamlingen da politiet ringede og bad mig køre på stranden og kontrollere en telefonisk indberetning om en hval der lå i vandkanten. De ville sikre sig det ikke var et forvokset marsvin eller sælhund. Folk har tilbøjelighed til at overdramatisere genstande der ligger i vandet. Det var absolut ikke tilfældet her. Det var en hval, der i første omgang vurderedes til at være mindst 10 meter. Det viste sig senere det var en 18,5 meter lang finhval, verdens næststørste hval, kun overgået af blåhvalen.

Kl. 11:15 blev politiet orienteret om fundet. På det tidspunkt var der 5-6 personer på stranden, men da oplysningen om fundet var rundkastet til Skov- og Naturstyrelsen, politi og andre instanser kom der hundredvis nysgerrige til i løbet af et par timer. Vi rekvirerede en entreprenørmaskine til at trække hvalen i land, men jo mere der blev trukket og rodet med dyret jo mere sank den ned i sandet. Der blev derefter rekvireret endnu to store entreprenørmaskiner. Først derefter lykkedes det at trække hvalen ind på stranden. Nu var klokken ca. 15:00 og stranden var sort af mennesker. Det var lige ved at gå galt i forbindelse med ophalingen, den ene gjorde sprang som et elastik, heldigvis var det lykkedes at holde folk på afstand, så der ikke kom nogen til skade.

Den følgende dag lå hvalen til skue for publikum, indtil der ankom eksperter for at se på den og vurdere hvad der skulle ske med den.

Vi afspærrede området omkring hvalen bl.a. fordi folk begyndte at kravle rundt på den, det var uetisk og uanstændigt.

Torsdag begyndte dissekeringen, der var ca. 25 havbiolog studerende og 10 eksperter foruden en leder. Først på dette tidspunkt begyndte hvalen at lugte, den havde virket frisk og uden gas i maven, som er almindeligt.

Ifølge oplysninger er hvalen død af en mavesvulst på størrelse med en Fiat 500. Den havde også haft det der hedder sælpest (en form for betændelse). Den vurderedes til at veje 30 tons.

På ca. 1,5 døgn var liget parteret, læsset i containere og sendt til skelettering og rensning i København.

Allerede lørdag den 29. oktober 2016 var der indvielse / afsløring af skelettet på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

Nu kan vi glæde os til gensyn med BLOKHUS HVALEN fra påsken 2017 og ca. to måneder frem, hvor den bliver opstillet i de to containere på torvet i Blokhus.

Det har været en stor og spændende oplevelse at få lejlighed til at bjærge så stor og speciel en genstand på stranden, det er de færreste strandfogeder forundt. Ifølge gamle annaler har det aldrig tidligere været bjærget hvaler i Jammerbugten (The Bay), så det er med stor stolthed jeg får denne oplevelse med, også i denne artikel.

Det bliver spændende at se hvad fremtiden bringer heroppe nordpå, det er oftest kollegaerne sydpå der bjærger det meste strandgods, der har en økonomisk værdi. Nu kan vi så hævde os ved at have bjærget den absolut største enkelt genstand med en helt anden værdi, for den kan ikke værdisættes.