Økosystemet

Jordens mest produk­tive havområder

Nordsøen er et af jordens mest produk­tive havområder med en enorm produktion af planteplankton. Plante­plankton består af encellede alger der bevæger sig rundt i de frie vandmasser. Planktonalgerne in­deholder klorofyl på samme måde som ganske almin­delige, grønne landplanter, og benytter sig derfor også af fotosyntese. Det vil sige, at de ved hjælp af solenergi, vand, kuldioxid og næringsstoffer kan producere nyt plan­tevæv.

Dette kaldes også for den primærpro­duktion fordi det er den grundlæggende produk­tion i en fødekæde. Den store primær­produktion i Nordsøen giver grundlag for en stor produktion af planktondyr, der lever af planteplanktonet. Det giver for sin part grundlag for en stor produk­tion af mindre fisk der igen er føde for større fisk. Den store pri­mærproduktion er dermed årsag til, at Nordsøen er et af klodens mest fiskeri­ge havområder.

Undersøgelser har dokumenteret, at der forekommer 300 x 1012 encellede planktonalger pr. hektar i Nordsøen. Omregnet giver det 300.000 milliarder mikroalger for hver 100 x 100 m af Nordsøen (Kilde: Kristoffersen 1987)

Videnskabeligt siges det, at for hvert led i en fødekæ­de, reduceres antallet af individer, som kan leve af de individer, der lå i det fore­gående led. Det betyder, at de mange planktonalger i Nordsøen kan holde liv i et kolossalt stort antal planktondyr, nemlig 13 x 109 eller 13 milliarder planktondyr pr. hektar.

Dyreplankton, også kaldet zooplankton, består af bittesmå dyr, der bevæger sig rundt i de frie vandmas­ser sammen med planteplanktonet. Dyrene i zooplanktonet har mulighed for selv at be­væge sig, men da planktondyrene er så små og svage bliver de på samme måde som plan­teplanktonet ført af havstrømmene.

Dyrene i zooplanktonet lever enten hele livet eller blot en del af det som planktondyr. Vandlopper er f.eks. et planktondyr hele livet, mens larvestadier af f.eks. fisk, krabber, snegle og muslinger er ek­sempel på de gennemgår en radikal udvikling fra planktontilværel­sen til de efterfølgende lever som fuldt udvik­lede voksne dyr.

 

Springlaget

I de lavvandede områder langs den jyske vestkyst er der al­drig ro på havbunden. Dette skyldes, at bølger og strømme til stadighed hvirvler vandet rundt, og giver dermed  en konstant blanding af vandmasserne, og en konstant tilfør­sel af både frisk og iltrig vand til havbunden. På større dybder har bølger og strømme ikke den samme indflydelse på havbunden, og vandsøjlen i de frie vandmasser får om sommeren en karak­teristisk lagdeling.

Øverst ligger et frisk 16-18 grader lunt overfladelag, der er ca. 15-20 m tykt. Langs bunden er der en relativt konstant temperatur på ca. seks grader, og mellem det lune overfladelag og det kolde bundvand ligger der et gan­ske tyndt vandlag, også kaldet springlaget, hvor temperaturen meget hurtigt falder fra overfladetem­peraturen til bundtemperaturen.

Springlaget virker om sommeren som et låg der hol­der bundvandet adskilt fra overflade­vandet.

Dermed afskære Springlaget hav­bunden fra at få tilført ilt fra overfladen, og fordi det kræver ilt at nedbryde døde planter og dyr der bundfæl­des på havbunden aftager ilt­mængden i vandet ved havbunden i løbet af sommerhalvåret.

Under efterår- og vinterstormene skabes der igen forøget strømme i Nordsø­en og dermed opløses Springlaget hvorved der på ny opstår en opblanding af bundvand og overfladevand. Disse strømninger har to meget vigtige funktioner:

1.     Havbunden får tilført ny ilt fra overfladen hvorefter nedbrydningen af døde planter og dyr kan fortsætte.
2.     Overfladevandet får tilført næ­ringsstoffer fra de døde planter og dyr der nedbryderne på havbunden i sommerens løb.

Der­med bliver overfladevandet klar til at skabe et nyt miljø for plante­planktonet.