Havets geologi

Bearbejdning af kysten

Havets bearbejdning af kysten er en geologisk proces, der har fundet sted lige så længe, som der har været et hav. Men sådan har det ikke altid været. F.eks. har der historisk været fast landforbindelse mellem Jylland og Storbritannien, og Nordsøområdet har gennem tiderne oplevet voldsomme hændelser; eksempelvis har klimaet været både tropisk og subtropisk, før det blev tempereret som det er i dag. Der ud over har der tidligere været både meget store og meget aktive vulkaner i Nord søområdet.

 

Istiden

Under den to millioner år lange kvartærtid som vi lever i i dag har Nordsøen været udsat for store forandringer. Kvartærtiden har bl.a. været ken­detegnet af et klima med veks­lende istider og varmeperioder, og der er da også tydelige spor efter flere istider i Nordsøområdet.

Da isens udbredelse under sidste is­tid – Weichsel-istiden – var på sit høje­ste, dækkede den det meste af Danmark, men dele af Vestjylland forblev dog isfri gen­nem hele istiden. Isen stoppede, da den fra øst nåede til en linje omtrent ned midt gennem Jylland, og fra nord nåede ned til Bov­bjerg. På sin vej skubbede isen en vold af sand og grus og sten foran sig, og kan i dag ses som et højdedrag fra Bovbjerg til Viborg, og videre fra Viborg ned gen­nem Jylland.

Materialerne, som volden er dannet af, kaldes moræne, og fordi volden er placeret for enden af isen, kaldes den en endemo­ræne.  En sådan endemoræne kan f.eks. opleves ved Bovbjerg. Med i morænemasserne fragte­de isen også ledeblokke, som man finder langs den jyske vestkyst. Det er sten der er revet løs fra de skandinaviske fjelde, og fragtet til Danmark fra Norge, Sverige, Finland og det baltiske område.

Efter istiden

Isen der dækkede Skandinavi­en under Weichsel-istiden, var flere kilometer tyk, og vejede flere tusind tons. Pga. tyngde pressede isen landmassen under sig nedad, og fordi de isdækkede landområder blev presset ned. blev landområderne omkring is­en vippet lidt op.

Da isen smeltede ved istidens afslutning, ske­te der tre ting:

1.     Smeltevandet fik vand­spejlet i verdenshavene til at stige.
2.     Det enorme tryk fra isen fik landområderne som isen havde dækket til at hæve sig.
3.     De landområder der ikke havde været dækket af is, sank ned i havet.

I begyndelsen foregik vandspejlsstigningen hurtigere end landhævnin­gen, og det førte til, at store dele af Nordjylland og Midtsverige blev dækket af hav i perioden 13.000-11.000 f.Kr. Dette hav kaldes Yoldiahavet efter mus­lingen Yoldia arctica, som levede i ha­vet, og hvis skaller man i dag kan finde i aflejringer fra den tid.

Landhævnin­gen var så voldsom, at Yoldia havbunden steg op af havet. Nær Frederikshavn ligger den i dag 56 m over hav niveau, og i ler-aflejringer i Lønstrup Klint ved Nr. Lyngby har man desuden fundet skeletrester af rensdyr og redskaber fra de allertidligste dan­skere fra Brommekulturen. Det var også i den perio­de Sverige var landfast til Eng­land indtil ca. 5.000 år senere i jæger­stenalderen hvor isen smeltede fra de sidste rester af den skandinaviske og den nordameri­kanske is, og dermed hævede vand­spejlet sig igen i verdenshavene. Hvilket dermed forvandlede Nordjylland til et øhav, hvor kun de højeste områder stak op af vandet. Det­te hav kaldes Stenalderhavet eller Littorinahavet efter den på det tidspunkt almindelige strand-sneg Littorina lillorea.

Sådan fortsatte havet med at gnave af landet, og skabte skrænter langs kysterne gennem godt tre tusinde år. Hvorefter havet igen trak sig til­bage ca. 1.800 år f.Kr.

Tilbage stod de stenalder hav-skrænter der kaldet Littorinaskrænter som man i dag kan se flere steder i det nordlige Jylland, og som alle er et vidnesbyrd om hvordan havet altid har været en mægtig landskabsformende kraft. Men samtidig er det også et vidnesbyrd om hvordan den vestjyske udligningskyst også i dag gna­ver af kysten, og dermed understreger at havet opfører sig nøjagtigt, som havet altid har gjort.

Selv i dag er efter-istidens land- og vandbevægel­ser fortsat ikke afsluttet hvilket f.eks. kan ses ved, at Vadehavsområdet synker med ca. en millimeter pr. år.